Bruschetta ala Garlic Bread

Jeg har endelig udviklet en opskrift der sender mig direkte tilbage til de gange jeg stod solskoldet i gummistøvler og festede på Roskilde Festival. Det er et godt flash back! Der er mange ting jeg savner ved mine mange gange på Roskilde Festival, men én madoplevelse slår dem alle. Garlic Bread! Garlic Bread er en bruschetta-lignende hapser med ost, tomater, hvidløg og creme fraiche dressing. Jeg har brugt mange timer i kø for at få fat i sådan to frækkerter af nogle garlic bread og endnu flere timer i køkkenet på at efterligne dem. Nu har jeg knækket koden og jeg er lykkelig. De smager meget bedre end de ser ud!
Garlic Bread som jeg husker dem fra Roskilde Festival
Disse Garlic Bread differentierer sig lidt fra de klassiske italienske bruschetta. Jeg har brugt en baguette fra Nettos bake-off, men man kan sagtens bruge noget mere fancy. Brødet skæres i skiver, smøres med neutral flødeost og smøres med lidt presset hvidløg. Ovenpå kommes en blanding af tomatconcassé, rødløg og olivenolie, som toppes med revet mozzarella. Det har taget mig mange timer i køkkenet at knække koden til den bedste opskrift på garlic bread. Efter jeg forleden genså afsnittet fra min avancerede MasterClass med Per Thøstesen, så kom der en åbenbaring til mig. Jeg skulle selvfølgelig lave tomaterne ala tomatconcassé, så jeg kunne slippe fra det pjask fra tomat-“hjerterne” og den kedelige skræl.
Tomatconcassé
Jeg har forsøgt mig med forskellige typer af tomater til denne opskrift og for mig er der to ting der er vigtige. Smagen og at det skal være nemt. Første forsøg var med små snacktomater, hvilket smagte super godt, men simpelthen tog så lang tid. Derfor synes jeg at mellemstore blommetomater eller stilktomater på størrelse med en clementin er perfekt. Det er vigtigt at de er røde og ikke er melede. Når du skal lave tomatconcassé, så skal du skære den lille stilk ud og skære et kryds i den anden ende af tomaten, komme den ned i kogende vand et øjeblik 10-15 sekunder og så ned i iskoldt vand for at stoppe varmeprocessen. Herefter er det nemt at pille skindet af tomaterne og dernæst kan den skæres op og kerne fjernes. Her står du tilbage med selve tomatkødet og du får ikke en pjasket bruschetta.
Forberedelses tid | 25 minutter |
Tilberedningstid | 10 minutter |
Antal personer |
stykker
|
- 10 skiver brød Mit brød er ca. 7-8 cm i diameter
- 2-3 mellemstore tomater Du skal bruge 150 gram tomatconcassé
- 1 rødløg
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk olivenolie
- 50 gram Philadelphia eller anden neutral flødeost
- ½ tsk salt
- 1 knsp friskkværnet peber
- 100 gram revet ost
- 75 gram creme fraiche 18%
- 25 gram mayonaise Jeg bruger hjemmelavet mayo
- ½ fed hvidløg
- 1 knsp sød paprika
- 1 knsp salt
Ingredienser
Garlic Bread
Creme fraiche dressing
|
|
- Skær stilken ud af tomaterne og skær et lille kryds i den modsatte ende
- Sæt en gryde over med kogende vand og hav en skål med iskoldt vand klar
- Kom tomaterne ned i vandet og hold øje med dem - de skal have 10-15 sekunder og du kan hurtigt se skindet løsne sig lidt
- Kom tomaterne i isvand og pil derefter skindet af, som når du piller kartofler
- Skær tomaterne i fire både og fjern kerner og evt. hvide lameller inde i tomaterne, så du kun har rødt tomatkød tilbage
- Skær tomatkødet i små tern af i ca. 0,8 cm størrelse
- Hak rødløg halvfint
- Rør tomatconcassé-tern, rødløg og olivenolie sammen og smag til med salt og peber (jeg er ikke voldsomt vild med for meget sort peber, men måske du kan lidt mere pebersmag end jeg kan)
- Skær dit brød ud i 1-1,5 cm tykke skiver - jeg skærer 10 skiver af min baguette på ca. 8 cm i diameter
- Smør skiverne med lidt flødeost
- Pres hvidløg og smør det ud på flødeosten, så der kommer lidt hvidløg på alle skiver
- Fordel tomat-rødløgsblandingen på brødskiverne og top med revet mozzarella
- Bag ved 180 grader varmluft i 10 minutter til osten er smeltet
- Rør creme fraiche og mayo sammen
- Smag til med hvidløg, salt og en smule sød paprika
- Top dine garlic bread med hvidløgsdressing (jeg bruger en "sutteflaske" fra Kunst&Køkkentøj
- Du kan også sagtens lave dem på grillen, så kan du blot nøjes med at lave din tomat-rødløgsblanding om eftermiddagen, smørre brødet med flødeost og hvidløg og så samle dem lige inden de skal på grillen
- Velbekomme!
Har du spist Garlic Bread på Roskilde Festival? Er der andet du engang har spist, som du længes efter at kunne lave selv?
Tak fordi du læser med!
Følg gerne med her på bloggen, Instagram og Facebook 🙂
Hav en fantastisk weekend!
//Rebekka
Ingen kommentarer endnu