MasterChef MasterClass-ugen starter hot!

Lækre, snaskede fastelavnsboller med vanillecreme og chokolade!

Fastelavn nærmer sig og det er en af de højtider i min barndom som jeg virkelig husker tydeligt. Det var nemlig her jeg har nogle hele tydelige minder om at sidde på køkkenbordet, mens vi mor og jeg bagte fastelavnsboller.

Der er mange variationer af fastelavnsboller og nu får I en af mine favoritter.
Jeg elsker den bløde gærdej og den søde creme med vanille. Som modspil de det søde og bløde, så synes jeg personligt at mørk chokolade er super lækkert!
Snaskede fastelavnsboller med vanillecreme, remonce og chokolade

I weekenden tog jeg ud til Julia som jeg har mødt i MasterChef (se med i aften, når vi begge skal i MasterClass om fisk!) og bagte fastelavnsboller. Hendes søde kæreste C var så hundepasser for min lille Milo, mens Julia og jeg handlede de sidste småting.
Vi lavede hver vores variant – her får I min med vanillecreme, chokolade og remonce.
Julia lavede nogle virkelig lækre fastelavnsboller med vanillecreme og marcipan!

Opskrift på 12 snaskede fastelavnsboller med vanillecreme, remonce og chokolade:
Fastelavnsbolledej:
2 dl sødmælk
30 gram gær
1 æg
30 gram sukker
½ tsk. salt
1 tsk. kardemomme (valgfrit)
450 gram mel
100 gram smør (i tern)

Lun mælken og smuldr gæren ud i. Rør ægget i. Tilsæt salt, sukker og kardemomme. Tilsæt 300 gram mel og ælt godt til alt er optaget. Gem en håndfuld mel til udrulning og tilsæt nu det sidste mel. Dejen skal køre 8-10 minutter på røremaskinen – dejen kan godt virke lidt “tung”, men når den er glat og samlet tilsættes halvdelen af smørret og der æltes nogle minutter til den er blank. Tilsæt nu det sidste smør og ælt 5-8 minutter til det dejen er glat og blank. Dejen virker nu lidt fugtig igen, hvilket er al den lækre smør. Sæt til hævning et lunt sted i en times tid. Imens kan du lave vanillecreme og remonce!

Vanillecreme:
2,5 dl sødmælk
75 gram sukker
2 æggeblommer
20 gram maizena
Kornene fra en vanillestang

Skrab kornene ud af vanillestangen og bland med lidt sukker, så kornene løsner sig fra hinanden. Kom halvdelen af sukker, mælk og vanillekort + den tomme stang op i en gryde og sæt over på middel varme. Imens rører du æggeblommer, maizena og det resterende sukker ud i en skål – sørg for at der ikke er nogle klumper. Tag et par spiseskefulde af den lune mælk op i din æggeblomme-blanding og rør det godt ud. Hæld nu hele æggeblommeblandingen op i gryden og varm nu cremen op under konstant piskning. Den vil nu tykne og her skal du være varsom, da den endelig ikke på klumpe.
Når cremen er tyknet fjerner du vanillestangen og kommer cremen ned i en ren beholder og dækker overfladen med husholdningsfilm helt ned på overflade, så den ikke trækker skind når du sætter den på køl.

Remonce:
80 gram marcipan
40 gram blødt smør
40 gram sukker

Pisk alle tre elementer sammen til en ensartet masse – bum, så nemt er det.
Denne remonce kan smages til med lige hvad man lyster – jeg er selv ret vild med appelsinskal, så man får en orange-variant!

Derudover: 
120 gram chokolade
Flormelis + kakaopulver til glasur
Evt. pynt (især dette synes børn er fantastisk!)
Æg eller mel til pensling, hvis man ønsker en mørkere og blank overflade

Samling af fastelavnsbollerne:
Efter hævning er det nu tid til at samle fastelavnsbollerne.
Rul dejen ud som et rektangel på 48*36 cm – gerne lidt større, så du kan skære lige kanter (der er lidt dej i overskud, så der er til to lækre boller med tandsmør!).
Skær nu ud i 12 kvadrater af 12*12 cm.
På hver kvadrat kommes en god skefuld creme, så 10 gram mørk chokolade og dernæst en god klump remonce.
Saml de fire hjørner og dernæst de “nye” fire hjørner og pres samlingerne sammen så fyldet ikke kan rende ud.
Smørret i dejen gør det nemt at samle. Vent bollen om, så samlingen vender nedad.
Bag ved 200 grader varmluft i 12-14 minutter til fastelavnsbollerne er gyldne.
Når dine fastelavnsboller er kølet ned kan de pyntes med glasur!
Fastelavnsbollerne kan fryses og optøes i mikrovnen og smager som nybagte!

Snaskede fastelavnsboller med vanillecreme, remonce og chokolade
Velbekomme!

Husk at se med i MasterChef i aften kl. 19 på TV3 når jeg skal i MasterClass om fisk med selveste Jakob Mielcke – mit store madidol!
Læs eller genlæs mine tanker om min MasterChef-audition her..

//Rebekka

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Din kommentar bliver den første.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MasterChef MasterClass-ugen starter hot!