Tirsdagstanker om skilsmissehunden Milo

Det er atter tirsdag og dermed tid til tirsdagstanker. Denne uges tirsdagstanker handler om min elskede hund Milo. Jeg startede på mit nye arbejde i sidste uge og inden da, var der nogle ting der skulle falde på plads. Det gjorde de desværre ikke. En lille, men meget essentiel ting der handler om Milo..

Foto: Freja Quvang Jørgensen

Milo min Milo..

Skilsmissehund, delehund eller bare vores hund? Min ekskæreste og jeg flyttede fra hinanden for snart 2 år siden. I januar 2016 fik vi 8 uger gamle Milo hjem. Vi havde længe talt om hund, men da vi ikke måtte have hund hvor vi boede før, blev det ikke til meget mere en løs snak. Pludselig ændrede tingene sig, da jeg stillede et forslag om at vi måtte have hund i boligerne og det blev mod alle odds stemt igennem. Der gik ikke længe før at vi besluttede os for en Dværgpinscher, som er den race Milo er. Ret hurtigt efter fandt jeg et kuld hos en familie i Sydhavnen og vi var solgt ved første hvalpebesøg. Ventetiden var næsten ulidelig, men heldigvis havde vi travlt med eksamenslæsning og jobs. Tiden med hvalp var et stort kalender-puslespil.

Tirsdagstanker om at livet med hund ikke altid er en dans på roser..

Jeg har ikke Milo, min elskede hund, hjemme i disse dage. Der er der desværre en rigtig kedelig grund til. Før jeg flyttede til Søborg, så kørte vi en klassisk 7/7 deleordning. Sagen er at det ikke er blevet praktiseret i min nye lejlighed endnu. Milo er en kombination af meget morsyg og ikke helt vild med lejligheden i Søborg, som er lidt mere lyt end den gamle ved Carlsberg. Vi har trænet alene-hjemmetræning og forsøgt med alverdens ting, men det kører bare ikke. Det var begyndt at gå godt, men så vendte det hele en dag jeg var i vaskekælderen. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, men jeg er frustreret. Og ked af det. Det har stresset mig en hel del at han ikke kunne være alene her, især fordi det er så galt at jeg hverken kan gå i vaskekælderen eller i Netto uden han bliver ked. Jeg trøster mig selv med at det har fungeret før, at han ikke har problemer hos sin “far” og at der har været fremskrift i perioder.

Livet med skilsmissehund..

Da jeg boede i min gamle lejlighed, så fungerede 7/7 deleordningen rigtig godt. Det er meget tidskrævende at have hund og pga. krævende studier og jobs for både mit og min ekskærestes vedkommende, så var det ikke muligt for nogen af os at være hundeforælder 100% af tiden. Ej heller ønskede vi at undvære ham, så for os var det ikke en svær beslutning at dele ham. Modsat mange skilsmissebørn, så savner Milo ikke den anden “forælder”, når han er hos den ene af os. Han bliver blot glad for at se den anden, når vi har “skiftedag”. Det lyder fjollet i manges ører, at vi deler en hund. For os fungerer det godt, bortset fra at Milo ikke kan være alene her endnu. Da Milo fornylig var syg og måtte på Universitetshospitalet inde på Frederiksberg, så var vi begge med som et forældrepar til vores lille barn. Milo er som et barn for os og det vil han altid være, uanset hvad der sker fremover.

Dyrlægens egen hund – hvad så nu?

Faktisk må vi slet ikke have hund i min ejerforening, men jeg fik en dispensation da jeg købte lejligheden. Jeg havde Milo som mit eneste advokatforbehold og ønskede ikke at købe lejligheden hvis det betød at Milo ikke måtte flytte med. Det var min plan at skabe et hjem til både Milo og mig. Dethar jeg gjort, og derfor gør det endnu mere ondt at det ikke fungerer. Nu er jeg startet job og træningen i at være alene hjemme er sat på standby.
Mit nye arbejde er jo på et mindre dyrehospital, så indtil at det kommer til at fungere med Milo alene igen, så er der mulighed for at han kan komme med på arbejde. Kommer det ikke til at fungere, så ved jeg at han har det godt hos min ekskæreste, men jeg savner Milo så uendeligt meget i hverdagen.

Så nu må I gerne krydse fingre for at vi med tiden kan komme tilbage til 7/7! Forhåbentligt kommer der gode tirsdagstanker på det på et tidspunkt..