Laksespinatlasagne

Kvote 2 var min vej til drømmestudiet

I morgen er dagen hvor der er ansøgningsfrist for at søge ind via kvote 2 på mange af landet uddannelser. Håbefulde, måske også skoletrætte og stressede unge mennesker søger optagelse på deres drømmeuddannelser. Unge mennesker der knokler for at leve op til de krav de bliver stillet, i en tid hvor det ikke kun handler om Pythagoras’ ligning, aktantmodellen eller en eller anden rite i religion. De skal også tage stilling til sociale medier og så meget andet.

Rebekka Mikkelsen dyrlæge

Et år år efter til en fest med min gymnasieklasse havde jeg igen huen på..

 

Mit første 4-tal..

Jeg læste STX på den matematiske linje. Matematik A, kemi A, fysik B. Jeg var ret skarp til de fag i folkeskolen og var klar over at jeg skulle bruge dem for at komme ind på min drømmeuddannelse. Jeg ville være dyrlæge. Gennem 1. g og 2. g præsterede jeg ikke det store. Første gang jeg fik en afsluttende karakter i 1.g var samfundsfag. Jeg havde fået 4. 4! Jeg tudede og tænkte at jeg aldrig blev dyrlæge. Jeg havde fået 12 i folkeskolen, så det var et stort nederlag for mig. 4-tallet var ikke det værste. Jeg har karakterer fra 00-12. Et enkelt af begge dele. I 3.g fik jeg min samfundsfagslærer til religion. Han skulle ikke få mig ned med nakken igen, så et helt år var jeg “på” i religion og fik dermed 12. Samfundsfag hævede jeg til B-niveau og scoerede 10.
De mange andre middelmådige karakterer, dem skænker jeg sjældent en tanke.

At gå i gymnasiet..

Gymnasiet var helt anderledes end folkeskolen. Jeg var kommet i klasse med en flok kloge nørder! Jeg havde en rigtig god tid i gymnasiet, arbejdede i kantinen i frokostpauserne og kunne dermed få gratis frokost. I min fritid arbejdede jeg et par gange om ugen, havde kaniner, en hest, en kæreste og jeg festede. Lektier brugte jeg ikke ret meget tid på. Det kunne ses på mine karakterer. Da jeg skulle op i 3.g, så var jeg klar over at jeg var nødt til at stramme mig an, hvis jeg skulle have et gennemsnit der kunne bruges til at søge kvote 2. Jeg skulle have 6 i snit for at søge ind. Mit gennemsnit endte på 7,2. Ikke prangende og absolut ikke nok til kvote 1.

Kvote 2-ansøgning..

På Veterinærmedicin foregår optagelsen via kvote 2 ved at man først er til en multiple choice-prøve med omkring 85 spørgsmål på 30 minutter. Forkerte svar talte -1, rigtige svar +1 og hverken fra eller til hvis man undlod at svare. Jeg klarede mig som den bedste halvdel og gik videre til samtale. Hjemmefra havde jeg udfyldt et ark med spørgsmål, som samtalen/interviewet kunne støttes op ad. Jeg havde været til skriftlig kemieksamen dagen inden (hvilket jeg vist nok fik 00 i) og skulle til mundtlig kemieksamen dagen efter (her fik jeg 10!).

Samtalen gik godt, jeg snakkede løs, trods mit hoved var et helt andet sted.

 

Afslag og ufrivilligt sabbatår!

Jeg ventede spændt på at få svar på brev 30. juli. Ja, dengang kom det ikke online. Dagen kom, min daværende kæreste havde fødselsdag, så jeg skulle fejre ham. Jeg ringede hjem til mine forældre og bad dem tjekke postkassen. Posten havde ikke været forbi endnu. Som formiddagen gik, så jeg på Facebook at flere af mine venner havde fået optagelse på deres drømmestudier, bl.a. medicin og ingeniør. Endelig ringede min mor. Desværre med dårlige nyheder. Jeg havde ikke fået plads på Veterinærmedicin. Eller for den sags skyld noget andet, for jeg ville jo være dyrlæge.

Hvad så nu?

Jeg havde heldigvis et job, som jeg havde haft siden folkeskolen. Her arbejdede jeg fuld tid hele sommeren og efterfølgende i efteråret også. En arbejdsplads med skønne kollegaer, hvor man kunne slå hovedet fra. I efteråret fik jeg tilbudt et dobbeltkollegie med min daværende kæreste, så midt i det hele flyttede jeg hjemmefra, men overnattede hos mine forældre i hverdagene pga. mit arbejde. 1. december startede jeg som juleassistance i Illum og knoklede løs i december. I januar fik jeg en midlertidlig stilling som kundeservicemedarbejder i Boxer og så var jeg en tur i telefonsalg.

Irland er det bedste jeg har gjort mig selv!

Da jeg havde sparet lidt op, så besluttede jeg mig for at tage til Irland. Jeg fandt en portal, hvor jeg fik kontakt til en landmand der skulle bruge hjælp til kælvnings – og læmmesæsonen mod kost og logi. 5 uger på egne ben!
3. februar 2012 fløj jeg til Dublin og fandt en bus i lufthavenen og håbede for alt i verden at det var den rigtige bus. Jeg havde haft engelsk indtil 2.g og havde nær dumpet både mundtligt og skriftligt. Jeg kendte navnet på byen jeg skulle stige af i og havde et telefonnummer jeg kunne ringe til. Jeg havde udvekslet tre beskeder via den der portal, men ellers anede jeg intet. Dog havde jeg set derinde, at der havde været en dansk pige som var glad for det. 

Stiger af i Ballinasloe, men kan ikke få fat i nogen..

Efter 3 timers bustur stiger jeg af på hovedgaden i Ballinasloe med min kæmpe kuffert. Jeg forsøger lidt at få øjenkontakt med alle biler der stopper, men ingen gengælder mit blik. Efter 30-45 minutters ventetid, får jeg endelig kontakt via telefonen. Jeg husker ikke om der var et hegn der var gået i stykker, eller hvilken årsag der var til at jeg ikke var blevet hentet. Et kvarters tid senere kommer der en blå bil og samler mig op. Det var moderen til landmanden og en australsk pige, som ligesom jeg hjalp til. Turen hjem i bilen tager omkring 7-10 minutter, men jeg husker den som uendelig, fordi jeg knapt kunne sige et ord. Folk der kender mig, ved at mit problem normalt er at holde kæft.

Nogle af de bedste 5 uger..

Jeg lærte utrolig meget i Irland og der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke lige skænker dem en tanke. Landmanden, som også var lokalpolitiker var gift med en tysk dyrlæge, så var der den australske pige der normalt boede i London og arbejdede som kok og derudover hele lokalsamfundet i Ballinasloe. Alle tog imod mig med åbne arme. Jeg lærte at tale engelsk, jeg lærte at yde fødselshjælp på køer og får, jeg lærte at køre både traktor, hestevogn og Landrover, jeg lærte at kunne lide cheesecake, jeg overværede en masse camogie-kampe, jeg vandt sølv i en velgørenheds-tovtrækningskonkurrence og en hel masse andet. Jeg drømte på engelsk, jeg stod op midt om natten for at tjekke til dyrene, jeg gik på pub og jeg overværende en masse spændende dyrlægearbejde.

Det allervigtigste jeg lærte..

.. det var om mig selv! Nogle tager på rundtur i hele verden med rygsæk, hjælper på dyrereservater eller børnehjem og kommer hjem med den slags oplevelser. For mig var 5 uger i Irland nok. Ikke nok, som at jeg ikke gerne ville rejse mere ud, men fordi det gav mig en masse med hjem. Da jeg kom hjem søgte jeg igen kvote 2, kom til optagelsesprøve og klarede den igen. Jeg var så nervøs for ikke at klare den. Til samtalen var jeg endnu bedre klædt på end første gang og jeg kunne virkelig mærke den “liverfaring” jeg havde fået med mig.

I dag ville jeg ikke have været mit sabbatår foruden!

Snup et sabbatår eller to. Drop stress og karakterræs. Hvis jeg kan komme ind via kvote 2, så kan andre også. Jeg blev dyrlæge for godt et år siden. Jeg dumpede et par eksaminer på uni undervejs, men takket være min lidt loose tilgang til gymnasiet og mit sabbatår, så har jeg kun få gange været “skoletræt” for alvor.
30. juli 2012 modtog jeg et brev med optagelse på Veterinærmedicin!
Under min studietid har jeg bl.a. været ansat som campus-guide og hjulpet flere håbefulde unge med at søge ind via kvote 2.
At søge om optagelse på kvote 2 med 7,2 i gennemsnit var ikke et tabu for mig.
Man behøver ikke at være 12-talspige for at være målrettet!

Jeg håber at I har en fantastisk torsdag!

//Rebekka

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Din kommentar bliver den første.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Laksespinatlasagne