Rebekkas pizzafavoritter - perfekt til fredagshygge!

Om at se sig selv på TV..

I fredags var jeg sammen med nogle af mine fantastiske dyrlægepiger, som jeg har delt 5½ år på universitetet med. Det fik lidt tanker igang og nu deler jeg dem med jer! Vi skulle fejre en af pigerne der fylder 26 år i dag, så hun havde inviteret på hjemmelavet sushi og drinks inden vi skulle videre i byen. Pigerne er nogle af mine helt tætte veninder, vi har brugt mange timer sammen og delt op og nedture, hardcore eksaminer, vores første operationer og generelt bare blod, sved, tårer og andre kropsvæsker 😉
De følger alle troligt med i MasterChef, så det emne skulle selvfølgelig også lige berøres. Deres søde kommentarer betyder så meget for mig. Jeg er så taknemmelig hver eneste dag over at jeg har de bedste mennesker i mit liv, både fra universitetet, fra “way back”, familie også nyere venskaber fra MasterChef!

Rebekka Mikkelsen venter på MasterChef Audition ved MasterChef-studiet

To af dyrlægepigerne der støttede mig til MasterChef Audition

På landsdækkende tv i bedste sendetid..

Når man toner frem på skærmen i bedste sendetid, og som jeg, ikke lægger dæmper på mig selv, så kan det skabe reaktioner. På meget kort tid danner mange folk en mening om en, og sådan er gamet. Der er stor forskel på måden forskellige programmer bliver klippet og hvor meget man som deltager bliver udstillet. MasterChef er et livsstilsprogram mere end det er decideret reality, men fælles for begge genrer er at det er underholdning. Underholdning der skal skabe seere og den præmis var jeg helt indforstået med, da jeg meldte mig. Det er helt tydeligt at jeg i de to afsnit jeg er med i, bliver iscenesat som hende der er vild med kokke og især dommeren Jakob Mielcke. Jeg synes selv det er hamrende morsomt som det er klippet sammen med underlægningsmusik, mig der smiler og griner og kommenterer en hel del. Andre må gerne have en anden mening – det er helt op til dem!

Om at se (og høre!) sig selv..

Jeg skal da være helt ærlig og sige, at jeg havde ret svært ved at se de første par klip af mig selv på skærmen. “Heldigvis” har jeg haft god tid til at forberede mig, da jeg både var med i den første reklame, hvor jeg hoppede og jublede af glæde i det hvide forklæde, men også fordi jeg har ligget online hvor man har kunne “møde” mig på Viafree og så var jeg til presseevent på denne sæson af MasterChef hvor jeg fik lov at se min audition. Nu har jeg klaret mig gennem min første gang på tv til audition og min første gang i sync (de små interviews der kører løbende i programmerne), og jeg har set mig selv i begge situationer, så nu er jeg ved at vænne mig til det.
En ting er at høre sin egen stemme, men også se en i situationer hvor man er presset og ikke just ser “godt ud” og noget helt tredje er at blive fanget på kamera i de vinkler, men ikke selv synes er ens bedste. Jeg tror dog det er sundt ikke altid at ramme de “gode vinkler” og lære at acceptere at man ikke kun har én god side 😉

Rebekka Mikkelsen i MasterChef til MasterClass om fisk.. Foto: TV3

Inden MasterClass i fisk.. Foto: TV3

Allervigtigst er..

Jeg har fået så mange beskeder (ja, også beskeder og venneanmodninger fra folk jeg ikke kender…), kommentarer på de sociale medier og sågar folk jeg har festet med i byen har kommenteret på min deltagelse. Folk har givet mig så positiv feedback, men når alt kommer til alt, så er den vigtigste feedback dén som kommer fra mine nærmeste. Mine nærmeste som kender mig på godt og ondt. Dem der både kender mig som den smilende, grinende Rebekka der skåler i champagne og elsker opmærksomhed, men også kender mig som den tænksomme, seriøse og ydmyg Rebekka. Jeg meldte mig til MasterChef fordi min helt store passion er at stå i køkkenet, men ikke mindst også for at få en kæmpe oplevelse og møde andre med samme interesse som mig. Dette er indfriet og jeg ville til hver en tid melde mig igen!

Jeg glæder mig til at se mig selv på skærmen i MasterChef igen, når det er min tur til at træde ind gennem de gule døre i min indledende runde!

Læs eller genlæs mine tanker om min MasterChef audtion og om at se forelsket ud på landsdækkende tv..

//Rebekka

 

1 kommentar

  • Lisa Pagan

    Du er så skøn Rebekka og jeg nyder at følge med dig på tv og ønsker dig så meget sucess og lykke i dit liv!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rebekkas pizzafavoritter - perfekt til fredagshygge!